player image
player image

9 skarpe til Jens Berthel Askou

Det er tid til skarpe spørgsmål om andet end kun fodbold. Vi kommer bl.a. rundt omkring truppen realitystjerne, en sjov fodboldhistorie og hvilken medspiller Jens Berthel Askou ikke vil ende på en øde ø med. 

Hvor mange pladser kan du egentlig spille?

"Midtstopper, men hvis jeg nogensinde får tid til at spille oldboys, bliver det helt sikkert som (klassisk) 10'er!"

 

Fortæl en god fodboldhistorie/episode?

"Da jeg havde underskrevet med Kasimpasa i Tyrkiet i 2007, så jeg et nyhedsklip i TV kort efter. Først viste de et klip med mig, dernæst at Roberto Carlos i øvrigt havde skrevet under med Fenerbahce. Vigtigste nyheder først selvfølgelig :)"

 

Hvilken kamp står skarpest i din hukommelse i din Thisted-tid?

"Jeg synes vores sidste kamp efteråret mod Brabrand står ret skarpt. Vi var ikke ret gode og i store periode presset hårdt af deres fysik og direkte spil, men alligevel fik vi kæmpet os tilbage i kampen og udligner til 1-1 og får et meget vigtigt resultat med i oprykningsspillet på en mindre god dag. Der fik jeg et svar fra spillerne om, at de var klar til at stå imod og grave dybt, når det virkelig er nødvendigt. Det var vel også den første kamp, jeg var med, hvor jeg kunne fornemme både i truppen men også på stadion, at der for alvor var noget ekstra på spil. Det ene point kan vise sig at være ekstremt vigtigt sidst på foråret!"

 

Har du en bedste ven i truppen?

"Jeg har det godt sammen med alle i staben, ledelsen og truppen. Venskaber bygges over adskillige år, og så længe har jeg ikke kendt nogen i klubben endnu. Man kommer dog hurtigt tæt på hinanden, særligt i en træner-/lederstab, når man arbejder så intenst sammen, hvilket jeg virkelig sætter pris på. Og jeg synes allerede, vi er kommet rigtigt tæt på hinanden på forholdsvis kort tid"

 

Hvem vil egne sig bedst til at være med i et reality-program?

"Jeg tror måske Allan Høvenhoff ville gøre det godt"

  

Hvem vil du gerne/ikke ende på en øde ø med, hvorfor? 

 

"Jeg ville blive sindssyg rastløs og uudholdelig at være sammen med, hvis jeg landede på en øde ø. Så for alles skyld ville det nok være bedst jeg var der alene..."

 

Hvilket civilt arbejde vil du helst have, hvis du selv kan vælge?

"Da jeg var barn, ville jeg gerne være arkitekt, og jeg har også tegnet et par huse, som ikke er blevet bygget. Men jeg er ikke i tvivl om, at mit nuværende job som fodboldtræner, er det jeg skal fremover. Ellers brænder jeg for at påvirke mennesker og for ledelse generelt. Så et job som ledelseskonsulent kunne være et bud"

 

Hvilken dansk Superligaklub står dit hjerte nær? 

"Jeg følger da rimelig godt med i, hvordan det går i Esbjerg fB og håber de klarer den i år. Jeg havde en rigtig god tid der og har stadig kontakt til flere dernede. Ellers har jeg brugt næsten fem år af min ungdomstid og som ung senior i FC Midtjylland sammen med flere af de mennesker, som i dag er i ledende stillinger i klubben. Så dem har jeg også et rigtigt godt forhold til, og jeg glædede mig på deres vegne meget over deres mesterskab for et par år siden"

 

Har du specielt talent for andet end fodbold?

"Jeg har flair for flere ting, men en af de ting, som jeg reelt kan bruge til noget er, at jeg kan kommunikere på flere sprog bl.a. tyrkisk"

 

Hvor meget bidrager du til bødekassen?

"Det eneste jeg overser/glemmer indimellem er, når jeg er blevet tildelt ansvaret for at medbringe kage. Måske er det fordi jeg i virkeligheden ikke synes det er så vigtigt, at vi får kage hver uge!"

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok