player image
player image

Formand: Jeg spekulerer slet ikke på Superliga

Niels Jeppesen går rundt og kniber sig i armen. Nyoprykkede Thisted FC har taget fusen på hele Fodbolddanmark, og hvem ved, hvad det kan ende med. 

“Jeg kan mærke, at vi klarer os godt bl.a. på grund af den mediebevågenhed, som er omkring Thisted. Der kommer både opkald fra fx Ritzau, TV2 Nord og Nordjyske. Det er hele vejen rundt, og vi bliver kimet ned i forhold til, hvad der sker. Ingen havde forudset efter, at vi skulle ligge i den sjove ende efter 12 runder. Ingen havde troet på det, men det viser, at det som man startede op med for 3-4 år siden, var den rigtige måde at gøre det på. 

Og da vi rykkede op i 1. Division, sagde nogle fodboldfolk til mig, at vi skulle bevare som mange som muligt i truppen, og det er jo lykkedes”, siger formand Nielsen Jeppesen. 

Thisted FC er en fodboldhistorie for sig selv. En statue der er blevet levende, og er i gang med at lave en præstation, som runger i det ganske landskab fra Falster i syd til Skagen i Nord. 

“Oven på skuffelsen mod Nykøbing i 2016 fik man et år mere i 2. Division og blev sammentømret, og det hjalp meget på og uden for banen”, forklarer Niels Jeppesen, hvis stemmeføring har en snert af alvor og allermest stolthed. 

I tvivl om truppen styrke

“Efter oprykningen til 1. Division var lidt i tvivl om, hvorvidt truppen var stærk nok. Vi kunne se, at holdene omkring os opgraderede og fik nye folk ind. Vi forlængede med det hele, og havde kun mistet Mads Lauritsen og fik Matej Podstavek ind. Dengang var jeg træt af, at Lauritsen blev solgt, men Matej har fyldt pladsen fuldt ud”, fortæller formanden på en almindelige mandag aften, hvor aftenroen har sænket sig over Danmark. 

Thisted FC har fået point mod alle på nær Vendsyssel, og som oprykkerhold, siger det noget om den styrke truppen indeholder. 

“Da vi indledte sæsonen, forventede jeg, at vi skulle slås med Skive, Brabrand og Nykøbing FC om at undgå nedrykning. Karl Kristian Guldhammer og jeg kunne lægge billet ind på ønskemodstander, i den første kamp. Der var vi enige om, ar vi ville møde Esbjerg eller Viborg og gerne hjemme for at få tilskuere på Sparekassen Thy Arena. 

Vi håbede på, at kunne nappe et point eller tre. Det lykkedes og efterføgende fik vi tre mere mod Roskilde, og det har bevirket, at der har været mange tilskuere på Sparekassen Thy Arena, for vi har et snit på over 1.300.  

Dernæst mødte vi Fredericia, og kampen blev ødelagt efter en dum udvisning men rent spillemæssigt var vi med. Fredericia fik et dumt straffe, og så knækkede filmen, og vi tabte 3-1 på en dag, hvor vi spillede fint, selvom det blev 10 mand mod 11. 

Hører til sjældenhederne

I opgøret mod Esbjerg stod vi så uden Mads Lauritsen, som havde fået rødt kort, men en af Mattssons geniplaner var, at Mikkel T. skulle overtage pladsen, og han spillede en fremragende kampe. Derefter har det gået slag i slag, og vi kan juble af, at vi er ubesejret i syv kampe som oprykker. Det hører vist til sjældenhederne. 

Nu sidder jeg med den virkelighed, hvor jeg forventer, at vi skal spille 1. Division efter sommerferien næste år, og når den er sikret, så sætter vi nye mål”, siger Niels Jeppesen. 

Debatten i medierne går i øjeblikket på, om truppen kan bevares hen over vinter, og det forventer formanden. 

“Vi har næsten alle spillere på kontrakt indtil 30. juni 2018, så de kan ikke bare smutte. Vi begynder snart at trække spillere ind for at forlænge med dem, og når det er sagt, så kan der komme bud på vores spillere, og om vi kan sige nej kommer an på prisen.

Med mindre der kommer store bud på vores spillere, så forventer jeg, at vi kører foråret igennem med den nuværende spillertrup. Forstærkninger til vinter har vi ikke gjort os tanker om endnu. Vi holder evalueringer løbende, og er begyndt at snakke med cheftræneren om, hvad der skal ske og omvendt”, siger formanden og understreger, at aktiviteten i transfervinduet afhænger af Thisted FC´s slutplacering i efteråret. 

Superliga

Mens Thisted FC buldrer afsted i 1. Division, går snakken også lystigt i omgivelserne. Fx på at de blåstribede nu er en seriøs bejler til en oprykningsplads, men så langt er man dog ikke på kontoret på Sparekassen Thy Arena. 

“Det er slet ikke noget, som jeg spekulerer på nu. Jeg venter på, at vi er reddet, og så tager vi den derfra. Det kunne da være vældig fedt at få lov til at spille en kvalifikationskamp til Superligaen, men det er ikke et emne, som vi arbejder i lige nu.

Jeg kan overhovedet ikke forestille mig Thisted i Superligaen efter sommerferien, for det kræver så meget uden for banen. Jeg drømmer ikke en gang om Thisted i Superligaen, men drømmer om, at vi redder os. Skulle vi rykke op, så ville vi være ligeså klar som FC Helsingør”, siger Niels Jeppesen, som flere gange må knibe sig i armen med tanker på, at det som sker, er virkelighed.

“Jeg tror, at sejrsstimen kan fortsætte året ud. Det er jeg ikke i tvivl om. Det som sker nu er svært at forstå, og jeg kniber mig selv i armen. Vi har ikke budgetteret med at lægge i toppen, og det betyder meget, at vi ligger der nu. Vi har større muligheder økonomisk og skal bl.a. betale lidt af på vores gæld, investerer i opgradering af hele set-up omkring holdet, og så får kontraktspillerne også en ekstra del af kagen.

Mange professionelle fodboldhold har deres egen bus, og det er da også planen, at Thisted FC skal være mere synlige på det transportmæssige område. 

“Vi har tænkt på, at Hanstholm Turistfart skal sætte et stort Thisted FC logo på, så folk kan se, hvem der kommer og banker dem”, siger Niels Jeppesen. 

På søndag ruller den blåstribede hær videre i 1. Division, når Brabrand kommer på besøg i Thy. Og her kan det fodboldmæssige eventyr fortsætte…. Slutningen får vi først d. 26. maj hjemme mod Vejle. 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok