player image
player image

Fremad Amager-spiller: Thisted er ikke bonderøve

Da pressechefen og Jabar Sharza er bekendte, har vi fået en kommentar fra Amager-lejren forud for søndagens opgør i Sundby. 

"Jeg tænker, at det bliver en fed kamp at spille mod et rigtigt godt hold, der kommer til Sundby med masser af selvtillid, ligesom vi selv har det, efter en rigtig god periode med vundne kampe.

"Jeg tror det bliver en lige kamp, der nok bliver afgjort til sidst, så det bliver vigtigt med tålmodighed", siger Jabar Sharza. 

Thisted FC og Fremad Amager mødtes sidst i Sundby d. 8. maj 2016, og det opgør sluttede 0-0. Du kan HER se kampsammendrag fra mødet tilbage i 2016. Jabar Sharza håber, at Fremad A tager sejren denne gang, og den tror vi naturligvis ikke på i Thisted-lejren. 

Stærkt hold


"Jeg håber vi kan dominere kampen, da vi er på hjemmebane, plus det at vi har vundet de sidste tre kampe i 1. Division", fortæller Sharza og understreger, at Amager-drengene har stor respekt for opgaven og ikke opfatter Thisted FC som en flok bønder, der skal have prygl på fodboldbanen. 

"Nej jeg opfatter dem overhovedet ikke som bonderøve. Thisted FC er et stærkt hold, der har nogle gode spillere, og det kan man også se, hvis man kigger på tabellen", siger Jabar Sharza. 

Der er kampstart i Sundby Idrætspark søndag kl. 13.45. og vi her på thistedfc.dk håber på, at mange med en hang til Thisted FC kommer på stadion og støtter Thy´s stolthed. 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok