player image
player image

Kort pause, vildt år og andre input

Så er vi omsidder nået til det tidspunkt i enhver fodboldfans mareridt.... Vinterpausen. Den er dog ikke så lang, som det tidligere er set.  

Der var tider, hvor sæsonen sluttede først i november og først startede op igen i påsken sidst i marts eller først i april. Det resulterede i næsten fem måneder uden betydningsfulde kampe. Ja der blev sagt hele fem måneder uden noget sådan helt særligt på spil. 

Der skal ikke mange indre billeder til at forestille sig, hvordan en så lang periode i de mørkeste og koldeste måneder, måtte være. I dag ser det hele mere lyst ud. På vinterpause i dag d. 26. november, træningsstart d. 4. januar og første turneringskamp d. 4. marts ude mod Vejle. 

Altså tre måneder til næste kamp, og i den periode skal der holdes ferie, forberedes samt gennemføres to træningslejre i Hanstholm og Tyrkiet og spilles træningskampe. 

Jeg er pressechef på 13. år i træk og har været med lige siden den første oprykning til 2. Division, dengang holdet kun havde thyboer på holdet. Dengang hvor storskærm 21m2 på stadion, deltidsfodbold, 1. Division og en ny tribune med VIP rum slet ikke eksisterede.

Andre input

Men fra de tider tilbage i 2004 og til i dag, så har det her fodboldår været det absolut vildeste, jeg har oplevet samlet set. Vi taler jo tilbagevenden til 1. Division efter syv år og krydret med et efterår, hvor vi ligger i toppen af 1. Division. Det havde ingen regnet med. Og hele tiden har andre sunget sangen om, hvor meget, holdet nok skal gå ned.... Det er ikke sket endnu, og hvem kan i øvrigt med sikkerhed vide, at alle fuldtidsholdet buldrer derudaf i foråret, mens Thisted FC går i stå? 

Thisted FC er oprykkerhold, og jeg er helt med på, at andre har bedre vilkår i hvert fald hvad angår restitution, når de er fuldtidshold. Men det kan jo også være, at vores spillere i Thisted FC har andre dyder, som de finder energi i. Fx det at have en tilværelse med andet end fodbold hele dagen og altså andre input end taktik, træning og spisning. Jeg sagde ikke bedre input men andre. 

Thisted FC har "snydt" Fodbolddanmark  i efteråret og vist, hvor meget der kan udrettes med små midler. Som anfører, Allan Høvenhoff, udtalte i Nykøbing Falster: "Jeg vil betegne det som overraskelse ud af til og et eventyr ind af til". Det tror jeg ikke kan siges bedre og mere præcis. 

Vi har slået mange fuldtidshold i efteråret. Ikke bare et eller to... Ja fuldtidshold har bedre vilkår, men hvor meget bedre bliver de i grunden? Kan deltidsfodbold være nok til at skabe væsentlig forbedrede forudsætninger for at præstere? Det tror jeg på. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man skal have hele pakken for at hente gevinster. Desuden bliver det formentlig heller ikke i min tid i Thisted FC, at spillernes arbejde bliver at være fodboldspiller på Lerpytter.. 

Nu står den snart på juleferie, og de mange indtryk fra et vildt år i Thisted FC, skal sætte sig, inden træningen starter op d. 4. januar 2018. 

Jeg siger tak til spillere, ledere, tilskuere, sponsorer og trænere for et fantastisk år. 

Hilsen Rasmus Lykke 

Pressechef, Thisted FC

Indlægget her er et udtryk for skribentens holdning og altså ikke nødvendigvis en officiel holdning eller synspunkt fra Thisted FC Elite. 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok