player image
player image

Larsen: Foregår anderledes professionelt

Henrik Larsen tiltrådte i Thisted FC d. 1. januar 2018. Vi har talt med assistenttræneren om de næsten tre første måneder på Lerpytter. 

“Jeg skulle bruge den første tid på at lære spillerne at kende og opgaverne og komme hele vejen rundt og få implementeret tingene i mit univers Måden man spiller og træner på, skulle jeg også føle mig frem til.  

Næste fase kom, da vi var på træningslejr i Tyrkiet, og jeg kom nærmere på truppen, og vi havde haft noget tid sammen. De ideer Joakim Mattsson har haft forhold til træning, har jeg haft tid til at få dem ind under huden”, siger Henrik Larsen, som godt kan mærke, at han er kommet til en større klub. 

“Der er stor forskel på at være træner i 2. Division i amatørklubber, og så komme til en klub, hvor tingene foregår anderledes professionelt. Forskellen går i forhold til forberedelse til kamp, for man har bedre muligheder, fordi man har andre værktøjer i forhold til at se ting på video. Vi har to holdledere som er meget dedikeret til opgaven, fysioterapeut og massør. Alt det skal man ikke bekymre sig om, hvor man tidligere selv skulle stå for alting”, siger Larsen og fortsætter.  

Klassisk rolle

“Vi har også en medieafdeling der er større. På vores hjemmeside kan man finde alle mulige oplysninger, vi har masse billeder og tv-indslag, og de sidste nyheder ruller altid på hjemmesiden. Alt det er med til at gøre det professionel. 

Vi har en fuldtidsansat træner, som har tid til at fordybe sig i tingene, og som assistent, der ikke er på fuld tid, så er det fedt med en fuldtidscheftræner. Jeg føler bl.a., at vi er godt forberedte i forhold til vores modstandere”, siger Henrik Larsen, der betegner sin rolle som klassisk. 

“Jeg skal gerne være med til at gøre en god helhed i et godt trænerteam, og der er min rolle som assistent, at assistere Joakim Mattsson. Jeg har en klassisk assistenttrænerrolle, og det er også min opgave at komme input, som jeg ser tingene”, fortæller Larsen. 

Thisted FC er i gang med sæsonen og har spillet to kampe, hvoraf den ene endte uafgjort mod Vejle, men seneste opgør sluttede med nederlag til HB Køge. 

“Det er fedt at være i gang med sæsonen, hvor vi har fast kampforløb, hvor vi skal bygge op til et opgør henover ugen. 

I efteråret gjorde man det rigtig godt, og jeg ser ikke nogen grund til at, vi ikke kan samle masse point sammen. Det bliver tætte kampe, og ingen løber bare væk. Jeg tror, at tingene bliver afgjort til allersidst. Men lige nu skal vi finde kontinuitet og stabilitet og så må vi tage den kamp for kamp”, siger Henrik Larsen. 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok