player image
player image

Thisted FC lejer Vejle-spiller

Christian Kudsk er lejet i Vejle på en aftale, som gælder for sæsonen 2018-2019.  

Christian Kudsk har trænet med Vejle Boldklub i den første uge af sommeropstarten, men fra og med i dag begynder han i Thisted FC, hvor han spiller den kommende sæson på en lejeaftale.

Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, forklarer beslutningen, om at lade den venstrebenede kantspiller optræde for thyboerne i den kommende sæson, således:

"Christian Kudsk blev klar igen efter den lange skadespause i løbet af årets første måneder. Han er kommet stærkt igen i løbet af foråret med flere stærke indsatser på U19-Ligaholdet sideløbende med, at han har trænet med divisionsholdet. Men Christian Kudsk trænger til at spille fast på et førstehold og det får han gode muligheder for i Thisted FC. Han kommer til en god klub med et godt træningsmiljø, og det vil være gavnligt for hans udvikling på længere sigt, at komme tættere på spilletid på seniorniveau. Vi ser fortsat et potentiale i Christian Kudsk og vil følge hans udvikling i de kommende måneder", siger Jacob Krüger til Vejle Boldklubs hjemmeside. 

20-årige Christian Kudsk har denne sommer været fem år i Vejle Boldklub. Han glæder sig over muligheden for at komme tættere på spilletid i 1. division end tilfældet har været i de sidste måneder.

"Opholdet i Thisted FC er en god mulighed for at komme til at spille på et højt niveau igen og få den spilletid, jeg behøver. Det har været godt, at jeg kunne spille på U19-Ligaholdet i foråret, men den mulighed er slut nu og jeg er kommet godt tilbage efter den lange pause jeg havde. Jeg har trænet med U19-holdet efter divisionsholdet gik på ferie og formen er, hvor den skal være. Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og glæder mig til den kommende sæson", siger Christian Kudsk.

Christian Kudsk skiftede til VB fra FC Midtjylland som U16-spiller i sommeren 2013. Kantspilleren begyndte karrieren i Sunds IF. Kudsk debuterede for VB som 17-årig den 6. juni 2015 i hjemmekampen mod Brønshøj (2-0) og han står noteret for 25 kampe og 6 mål for VB.

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok