player image
player image

Thisted FC overvintrer på 2. pladsen

Et historisk efterår og fodboldår tog d. 26. november sin afslutning. Thisted FC slog Fremad Amager og overvintrer som oprykker på 2. pladsen i 1. Division. 

Fodbold er en sjov og spændende størrelse. Det er måske grunden til, at sporten kan samle mennesker, som på 90 minutter, en måned eller et helt år, får hele følelsesregistret at mærke. 

Og når vi snakker overraskelser på den positive måde, er det svært at komme udenom et Thisted-mandskab, som har skabt den største respekt om sig selv og lukket munden på alle, som har forventet, at nordjyderne vil gå ned, fordi de er oprykker. 

Fra et eventyrligt forår i 2. Division, som kulminerede med en oprykning, efterfulgt af et ligeså eventyrligt efterår, er der sat en stor tyk streg under, at Thisted FC ikke forlader festen kl. 23.00. 

Det kan være svært at forstå, hvordan et sammentømret hold har skabt så meget og udadtil vist, at de har et våbenlager, som har ramt helt rigtigt. Men for folkene omkring og i Thisted FC har man bevist, hvad kontinuitet og hårdt arbejde kan bære med sig. Efterårets sidst kamp blev aldrig en flot affære på grund af en bane, som flere steder var mere til mudderkastning end fodboldspil. Men sådan er det jo på vores breddegrader. 

Ingen tiki-taki fodbold

Fremad Amager havde det svært i første halvleg, hvor Thisted FC sad på spillet. Og det selvom Sebastian Andersen flot og fornemt gav amagerkanerne verdens bedste start efter to minutter. Presset gav pote for Thisted FC, som udlignede ved Mikkel Agger efter 37 minutter og til pause med 1-1. 

I VIP loungen blev der serveret rom, kaffe og kage. Sådan en menu serverede Joakim Mattsson formentlig ikke, men nok en snak om, at den her sejr skulle slides hjem. Og det blev den. 

Fremad Amager var langt farligere i 2. halvleg, og var det ikke for Kevin Mendozas mindst to fantastiske redninger, så var sejren nok ikke gået til Thisted FC. Hjemmeholdet arbejdede sig igen frem over grønsværen, sådan som det er set så mange gange før i efteråret. Glem alt om tiki-taki fodbold, det var der simpelthen ikke grobund for. 

Asger Bust udnyttede en grov fejl i Fremad Amagers felt syv minutter før tid, og jublen brød løs på Sparekassen Thy Arena. Temperaturen var til indendørs hygge, men det kan være bedøvende ligemeget, når Thisted FC var på vej mod en sejr, og den fik de. 

Vinterpausen er nu sat i gang. Spillerne mødes til træning kl. 16.30 mandag, og derefter står den på selvtræning til d. 4. januar 2018, hvor forberedelserne til næste sæson starter. Og stillingen vi kan kigge på HELE vinteren fortæller, at Thisted FC overvintrer på en 2. plads med 35 point og tre efter Vejle, mens Vendsyssel FF har 32 point. Det betyder således, at Thisted FC starter ud med topopgør og en kamp om førstepladsen d. 4. marts i Vejle. 

Vi glæder os allerede :) 

 

Thisted FC - Fremad Amager 2-1 (1-1) 

(2)  0-1 Sebastian Andersen

(37) 1-1 Mikkel Agger

(82) 2-1 Asger Bust

Tilskuere: 546

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok