15-09-2019

Assistent: Klasse bedre end Vejgaard

Henning Pedersen udtalte sig efter 4-0 sejren over Vejgaard.

“Jeg så et særdeles oplagt og meget velspillende Thisted-hold, der formåede at holde en hurtig boldomgang, og det var oplægget. Bolden skulle flyttes hurtig, så det ikke blev en duelkamp. 

Vi var en klasse bedre end Vejgaard i stort set alle spillets faser, og det vidner om et højt niveau ved os, for Vejgaard er et fint hold, og det viser tabellen også. Det var en kærkommen oprejsning ovenpå Middelfart-kampen. 

Vores to seneste hjemmekampe har vi lavet syv mål og lukket et ind, og det er vigtigt at have det sådan, at vi styrer tingene på Sparekassen Thy Arena. 

Målet er at komme med i top seks, og der er vi nu, men der er jo mange kampe endnu. Vi skal præstere mange gange, før det er afgjort, vi lander", siger assistenttræneren. 

Kampen blev spillet kl. 10.00, og det var noget ganske nyt at løbe på banen så tidligt, hvorfor spillerne mødte ind 7.30. 

“Som vi snakkede om, da vi startede opvarmningen, det registrerede vi slet ikke, at vi spillede tidligt. Vi mødte ind kl. 7.30 til morgenkaffe for at være sikker på, at kroppen kunne fungere optimal kl. 10.00. Vi havde en rigtig hyggelig times tid, før vi gik i gang at gøre klar til kamp”, siger assistenttræner, Henning Pedersen. 

KOM ENDNU TÆTTERE PÅ THISTED FC