17-06-2019

Thisted FC ruster sig til 2. division med ny 3-års plan

En ny sæson 2019/2020 står for døren, og i Thisted FC har vi lagt os fast på målsætningen for den kommende sæson. 

”Vi kommer ikke til at satse benhårdt på oprykning allerede i den kommende sæson", udtaler direktør Karl Kristian Guldhammer. "I stedet har vi lagt en plan, der forhåbentligt skal bringe os tilbage til 1. Division indenfor en periode på tre år. 

Planen går i sin enkelthed ud på at sammensætte en trup af unge, talentfulde og ærgerrige spillere med stort udviklingspotentiale således, at disse spillere kan udvikle sig til en stærk sammentømret enhed - præcis på samme måde som da Thisted FC sidst rykkede op i 1. division i 2017”, slutter Karl Kristian Guldhammer. 

Trænerteamet er på plads for den kommende sæson med Bo Stougaard Thomsen som cheftræner og med Jeppe Mehl og Henning Pedersen som assistenttrænere. Målmandstræner bliver Klaus Sørensen.

Der arbejdes samtidig på højtryk med henblik på at sammensætte den stærkest mulige trup, hvor hver enkelt spillers udviklingspotentiale er nøgleordet, og hvor også lokale talenter bliver højt prioriteret. Til at bevare kontinuiteten i spillertruppen er udgangspunktet at kontrakterne bliver af to års varighed. 

Trænerteamet og spillertruppen holder ferie og møder ind mandag d. 24. juni, hvor første målsætning for holdet i 2. Divisions Pulje Vest bliver en TOP 6 placering i grundspillet og dermed kvalificering til oprykningsslutspillet til 1. division i foråret 2020. 

Klubbens talentudvikling er også i forandring. Det lykkedes ikke, at få DBU licens til 1. Division for U17 og U19 drengene for sæsonen 2019/2020. Der arbejdes nu målrettet på at identificere og forbedre de områder, hvor klubben har opnået en lav pointtildeling i DBU’s licenssystem. Det er klubbens klare målsætning at få DBU licens til sæsonen 2020/2021.

KOM ENDNU TÆTTERE PÅ THISTED FC